Katalog
[ultimate_heading main_heading=”KATALOG” main_heading_color=”#333333″ heading_tag=”h1″ sub_heading_color=”#333333″ main_heading_margin=”margin-top:20px;margin-bottom:50px;” main_heading_font_family=”font_family:Open Sans|font_call:Open+Sans|variant:700″ main_heading_style=”font-weight:700;” sub_heading_font_size=”desktop:21px;” sub_heading_line_height=”desktop:28px;” sub_heading_font_family=”font_family:Open Sans|font_call:Open+Sans|variant:italic” sub_heading_style=”font-style:italic;”][/ultimate_heading][ult_dualbutton button1_text=”ENGLISH” icon_link=”url:http%3A%2F%2Fsteenlarsen-art.com%2Fabout%2Fcatalog%2F|||” btn1_background_color=”#dddddd” button2_text=”DANISH” btn_icon_link=”|||” btn2_background_color=”#234b73″ divider_text_color=”#333333″ divider_bg_color=”#ffffff” btn1_text_color=”#ffffff” btn2_text_color=”#ffffff” btn1_font_family=”font_family:Open Sans|font_call:Open+Sans|variant:700″ btn1_heading_style=”font-weight:700;” btn2_font_family=”font_family:Open Sans|font_call:Open+Sans|variant:600″ btn2_heading_style=”font-weight:600;” title_font_size=”desktop:18px;” btn_width=”150″][ultimate_heading main_heading=”Cars, Landscapes and a Kind of Blue” heading_tag=”h3″ alignment=”left” main_heading_font_family=”font_family:Open Sans|font_call:Open+Sans|variant:700″ main_heading_style=”font-weight:700;” sub_heading_font_family=”font_family:Open Sans|font_call:Open+Sans|variant:300″ sub_heading_style=”font-weight:300;” sub_heading_font_size=”desktop:18px;” sub_heading_line_height=”desktop:28px;” main_heading_margin=”margin-top:20px;margin-bottom:2px;” margin_design_tab_text=””]Af Maria Cecilie Odgaard Jensen, kandidatstuderende i kunsthistorie

Landskaber med horisont, træer, skyer og vand. Steen Larsen skaber landskabsmalerier, der peger tilbage på en lang tradition med sin begyndelse i 1700-tallet og oplysningstiden. Men Steen Larsen bryder ind i den konventionstunge genre med vores samtids realiteter i form af køretøjer, asfalt og elektrisk lys, der alle er kendsgerninger i landskabet, som det ser ud i dag. Dette virker sært fremmed i kunsten, men særdeles bekendt i virkeligheden. Endnu mere hvis det gøres klart, at det er vandet ved Egå eller skoven ved Moesgaard vi ser.

Udstillingens titel ’Cars, Landscapes and a Kind of Blue’, henviser til tre yderst betydningsfulde elementer i Steen Larsens arbejde.

Bilen, som enten motiv, udsigtspunkt eller begge dele, er ikke et udtryk for en lidenskab for det fysiske objekt, bilen er. Interessen skal derimod forstås på baggrund af bilen som et medie til historier og oplevelser. Bilen åbner op for erfaringer af landskabet og det er fra førerens perspektiv, mange af værkerne har sit udgangspunkt.

Desuden er bilen i Steen Larsens landskaber markør for vores samtid. Dens tilstedeværelse er en konsekvens af landskabet, som det oftest opleves i dag; et område mellem byer. Bilen er sædvanligvis redskab for transport mellem a og b, men her præsenteres landskabet via bilen som mere end rum mellem destinationer.

Steen Larsens landskaber er uhyre gennemarbejdede og værkernes billedflader vidner om stor håndværksmæssig kvalitet. Bilen fjernes som følge heraf fra det hverdagslige eller trivielle og trækkes ind i kunstens sfære og landskabsmaleriet, hvor den afkræver beskuerens overvejelse.

Den anden del af titlen er landskabet. Landskabsmaleriet har en lang tradition bag sig, der havde sin begyndelse i Oplysningstiden, storhedstid i Romantikken og kæmpede en kamp gennem Modernismen, for nu at blive præsenteret for os med helt nyt indhold.
Man mærker historiens nærvær i Steen Larsens arbejde og med inspiration i Turner og Constable trækkes tråde tilbage til specielt den engelske romantik. Men hvad kan man tilføje en så stor tradition?

De største og mest kanoniserede landskabsmalerier fra Romantikken i ind- og udland blev skabt i første halvdel af 1800-tallet, en tid hvor industrialiseringen havde haft sit indtog og nødvendigvis måtte have sat tydelige spor i landskabet. Til trods for dette ser vi sjældent jernbaner, fabrikker eller andre tegn på samtidens radikale forandringer i landskabet. Disse elementer har kunstnerne oftest valgt at udelade til fordel for det nærmest arkaiske landskab. Indholdet var derfor stærkt kurateret ud fra politiske og ideologiske synspunkter kendetegnet for tiden.

Denne måde at repræsentere ideallandskaber gør Steen Larsen op med. Med afsæt i fotografiske forlæg skabes landskaber med udgangspunkt i kameraets registrering af landskabet, som det tager sig ud i dag med horisont, himmel og perspektiv – samt autoværn, asfalt og modkørende biler. Der opstår en spænding i Steen Larsens manglende fravalg af motiver. Kontrasten mellem det traditionelle landskab og vores landskabs fornyede udseende, formidler det klassiske modsætningsforhold mellem natur og kultur, men ifølge Steen Larsen, bærer værkerne ikke på en kritik i kraft af denne modstilling. Det er en accept og præsentation af landskabet, som det ser ud i vores samtid.

Landskabets naturlige lys og modkørendes forlygter forenes i vuer, der henstiller beskueren i stille forundring. Landskabet har siden 1700-tallet rykket ved den menneskelige fatteevne. Mødet med naturen, horisonten og uendeligheden, samt de overvejelser dette igangsætter, kan overvælde og intimidere. Denne erfaring betegner den tyske filosof Immanuel Kant som oplevelsen af det sublime i sin Kritik der Urteilskraft (Kritik af dømmekraften). Hos Kant er det sublime et resultat af fornuftens sejr over de oprørte følelser en oplevelse kan tilvejebringe. Dette betyder, at det sublime er noget inde i beskueren selv og ikke i den fysiske virkelighed, eller i landskabet.

Det uendelige og evige i Steen Larsens landskaber og de samtidige genstande kan tilsammen forundre og måske ryste, men genkendelighed hos beskueren er et faktum, der beroliger. Desuden er Steen Larsens billeder ikke umiddelbare eller objektive registreringer af landskaber, til trods for de fotografiske forelæg han anvender i processen. De er oplevede landskaber og mentale landskaber. Værkerne er en koncentration af verdenen og de hverdagslige og bekendte elementer i billederne lades med betydning i kraft af udvælgelse og den minutiøse behandling. Landskabet er derfor stærkt infiltreret af atmosfære og personlig erfaring. Der er ingen mennesker eller figurer, man kan identificere sig med, men som beskuer placeres man i kunstnerens, og førerens, position. Det er Steen Larsens erfaring af landskabet vi oplever i værkerne.

Sidste del af titlen er ”a Kind of Blue”, en form for blå. Dette har flere betydninger. På den ene side er det en reference til den blå farve, der i Steen Larsens malerier har en fremtrædende plads.

På den anden side indeholder ’Blue’ en reference til bluesmusikken. For Steen Larsens fylder musikken alt, han kan ikke arbejde uden den. Musikken er en betydelig del af processen, både som egentlig musik fra egen hånd eller anlæg, men også i form af tankegangen bag. Som det er tilfældet med bluesmusik, fortæller Steen Larsen, er hans malerier bygget op af tre grundlæggende akkorder. I landskabsmaleriet består akkorderne af land, horisont og himmel og disse kan så varieres i det uendelige.

Til sidst peger det blå på den melankolske stemning eller atmosfære, Steen Larsen trækker frem i landskabet. Dette sker blandt andet gennem et af naturens fænomener, der for nylig har fanget ham, regnen.

Vandet på bilruden og oplevelsen af at befinde sig i en bil i regnvejr vækker genkendelse i de fleste. Det er fornemmelsen af tryghed og ro. Dog er det ikke ren harmoni, for vandet blokerer for oplevelsen af landskabet som storslået og evigt og peger på et specifikt øjeblik. Fokuseringen på dråberne forårsager uskarphed i landskabet og det genkendelige opløses til næsten abstrakte former og farver. Den før så ordnede flade opløses og flyder ud.

Steen Larsens landskaber set fra bilen henleder tankerne på den klassiske idé om det perspektiviske maleri som et vindue til virkelighed, der har sin oprindelse i Renæssancen. I Steen Larsens værker er der et rum før ruden, hvor føreren befinder sig, en egentlig rude med regndråber og et landskab udenfor. Dog gør regndråberne, at dette landskab forsvinder i bilruden. Der påstås ikke en virkelighed bag det perspektiviske billede, men det er en understregning af maleriet som en repræsentation trods den enorme realisme. Det vi ser er subjektivt og konstrueret, et spejl af den, der kigger.

Toner af blå, blues samt regndråber tilføjer Steen Larsens landskaber en melankoli, der lægger sig over vores samtids landskab. Det er ikke en kritisk vinkel på forandringerne, men en stemning eller atmosfære. Steen Larsens værker er vedkommende som udtryk for en sindstilstand, hvilket landskabet har båret frem i mennesket siden 1700-tallets første landskabsmalerier. Billedet af landskabet kan føles eviggyldigt, men afslører noget om sin samtid. Om det så gælder fravalget i Romantikken eller tilvalget hos Steen Larsen.

Steen Larsen lægger betydning til det, vi alle kan se. Værkerne vækker genkendelse og tilskynder overvejelse. Det er ikke en idealisering af landskabet, men en præsentation af kendsgerninger tilføjet hans personlige blues.[/ultimate_heading]